23948sdkhjf

Adidas løber fremgang hjem i Nordamerika og Kina

2018 blev endnu et år med fremgang for den kendt tøjproducent Adidas, der har solgt for milliarder af euro.

Adidas, med danske Kasper Rørsted i spidsen som administrerende direktør, øgede salget i 2018, og overskuddet fulgte trop. Det var specielt Nordamerika, Kina og onlinesalget, der trak fra.

Det viser regnskabet, der netop er offentliggjort.

- Rekordsalg, den højeste margin i vores historie og en stærk forbedring af resultatet. 2018 var endnu et succesfuld år for vores selskab, skriver Kasper Rørsted om tallene for 2018.

Der var da også solid fremgang. Salget af Adidas' sko og tøj steg med tre procent til 21,9 milliarder euro - 163,5 milliarder kroner. Og det var endda med modvind fra valutasiden.

Fremgangen i salget kom fra både decideret sportstøj og det, som Adidas beskriver som "Sport Inspired". Førstnævnte var hjulpet en solid fremgang inden for løb.

Onlinesalget gik også frem, her med 36 procent til to milliarder euro.

Geografisk noterer Adidas sig, at salget i Nordamerika steg med 15 procent og i Kina med solide 12 procent.

Nettoresultatet landede på 1,7 milliarder euro, en stigning på markante 45 procent. 2017 var dog plaget af flere engangsposter, der holdt resultatet nede.

Overskuddet er dog skabt på trods af, at Adidas brugte betydeligt mere på reklame i 2018, hvor posten "marketing and point of sales expenses" steg til tre milliarder euro.

- Denne udvikling var hovedsageligt relateret til VM i fodbold og store investeringer i selskabets brands, skriver Adidas.

Adidas blev skabt i 1949 af Adolf "Adi" Dassler. Det skete, da Adi og hans bror Rudolf delte deres skofabrik, Gebrüder Dassler Schuhfabrik, mellem sig. Rudolf skabte samtidig et andet sportsbrand, Puma.

Kasper Rørsted er født i Aarhus og er uddannet ved International Business School i København og Harvard Business School i USA. Han kom til Adidas i 2016 fra en stilling som topchef i Henkel.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094